At søge job i det aktuelle jobmarked er ikke “Business as usual”, og det tror jeg alle der har søgt bare et par stykker har erfaret. Og hele verden er fyldt med gode råd, venlige guides, blogs som denne, ja det er faktisk en jungle, og derfor råder nogen til at man går tilbage til det simple, andre at man skal prøve ALT nyt. Jeg tror man skal presse sig selv til at prøve alt, også det der umiddelbart ikke er en, for at have prøvet det mindst en gang, og for at finde ens egen måde at gøre det på. Har du skrevet 1oo-vis af ansøgninger uden resultat, så er det måske en god ide at prøve noget nyt ikke?
Men først et faktum, eller det glade budskab, om man vil:
Der ER jobs at få!
Det kan jeg sige med sikkerhed, fordi der hver evig eneste dag er nogen der skriver under på en ansættelseskontrakt, så jobs eksisterer, og der er flere end du tror, og der er et til dig! Jeg ved det med sikkerhed, for der er plads til dig et eller andet sted, du kan nemlig noget ingen anden i verden kan, nemlig være dig, og det skal du så bare have overbevist en arbejdsgiver om, og kræver det lidt utraditionelle midler? Så synes jeg det er en lille pris at betale
Sådan pisser du ved siden af med vilje!
For det er vigtigt at du gør det med vilje, ellers ved du nemlig ikke hvad du laver, og det er ikke en pointe. Til gengæld er der faktisk en pointe i at det kræver ekstra planlægning at ramme ved siden af, fordi man meget nemt kan ende med at skabe så meget kommunikativt støj, at budskabet dør, og du alene fremstår som en idiot, derfor vil mange sikkert også ryste på hovedet af den tankegang at man skulle ramme skævt, eller lave fejl med vilje eller gøre noget alternativt, men jeg tror ikke man vinder ret meget i denne verden ved at gøre som de andre gør.
- Hvis du er blevet fyret! Hold en fest, og gerne en stor en, hvor du inviterer alle i dit netværk, også din gamle arbejdsgiver
- Vær til stede ALLE steder! Mange synes man skal fokuserer på LinkedIn, Facebook, Twitter og så ikke mere. Men nej, du skal have en profil ALLE steder, over det hele, Slideshare, VisualCV, Pinterest, Tumblr, WordPress etc.
- Send en fantastisk ansøgning til konkurrent! Det er jo det ultimative kiks, og en kæmpe chance at tage, men HVIS, og jeg understreger HVIS de læser ansøgningen, vil du 2/3 nede i ansøgningen afslører at du godt ved den er sendt forkert og med vilje.
- Søg jobs du ikke er kvalificeret til! Det er ikke lykken at modtage en ansøgning fra en marketinguddannet til en ingeniørstilling, men som ved de andre eksempler er det en kalkuleret risiko du tager fordi du måske fanger folks opmærksomhed, og længere ned i ansøgningen kan skrive at de nok heller må sende ansøgningen hen i en anden afdeling.
- Glem at skrive navn på! Alle relevante oplysninger er med, men det fremgår altså IKKE lige om du hedder Bent eller Benny, så de vil sidde og sige “Hvad med ham, ja, hvad hed han nu”.
- Glem at sende et eller andet med! Glem at sende ansøgningen, så de kun får CVet, eller omvendt.
Her er alene tale om eksempler, men pointen er at du skal overtræde konventioner, fordi det at overtræde en konventioner skaber irritation, men også opmærksomhed, og gør du det rigtigt kan du vende den irritation til en gevinst. Og lad så for alt i verden vær med at lave den slags ting til Rekrutteringsbureauer, de har set ALLE tricks, og er derudover ikke kendt for deres humoristiske sans. Ligeledes kan det ikke anbefales til DKs top100 virksomheder, hvor HR-afdelingerne typisk er cirka lige så oplivende som et revisionskontor, ikke at jeg har fordomme
Så skal du tisse ved siden af? Der vil være mangeårige rotter i faget der vil korse sig og sige nej, eventuelt mene at jeg er bindegal, men for det første kan jeg ikke se hvad du har at tabe, for det andet har jeg prøvet flere af disse og kender andre der også har, og det er et lotteri, for nogle af ansøgningerne hørte jeg aldrig fra, andre gav god respons, og en enkelt af dem førte faktisk til et job. Men helt ærlig, hvor mange af dine almindelig ansøgninger har du heller ikke hørt fra?



Tja, alle muligheder er jo åbne… Så virker det traditionelle ikke, så kan man jo ligeså godt prøve noget andet også ….
Lige præcis!